Kategorier
Kunstnerne 2021

Karen Nyholm

Karen Nyholms værker er kendetegnet ved en undersøgelse af nye former for design og motiv og etablerer med sin fortællende form et brud med den gængse opfattelse af skulpturel glas.

Glaskunstner Karen Nyholm udstiller i Skovshoved Kirke sammen med Marie Morgan.

Om hendes kunst skriver Anna Lindskrog, Indehaver af ArtCommunication, cand. mag.:

“Karen Nyholms værker er kendetegnet ved en undersøgelse af nye former for design og motiv og etablerer med sin fortællende form et brud med den gængse opfattelse af skulpturel glas. Hun arbejder gerne på tværs af historisk tid, ved at tilføje ældre objekter som små porcelænsfigurer eller mønstre ind i en nutidig form og komposition.

Hendes produktion deler sig tematisk mellem Form & farve, fantasy & leg, liv & død. Temaer, der alle på forskellig vis refererer til hendes eget liv med fortællinger om det nære, kærligheden, familien, barndommen, fødsler og død.
Temaet, Fantasy & leg optræder især i skulpturel form. Som porcelæns katten i dobbeltskålen og som kitchede fantasy-øer, der får én til at tænke tilbage på glasgobler med vand og plastik sne, der drysser, når man ryster den.

Med disse skulpturer trækker Karen Nyholm tråde tilbage til barndommens leg og barnets farverige og pyntede æstetik. Porcelænsfigurerne eller de påsatte glasfigurer i stærke farver indgår som både et overraskende og forstyrrende element, der twister glassets stil og sætter fortællingen i fokus. En fortælling om, den fantasi vi kom fra, men som her er sat ind i rammen af voksen æstetik.

I andre værker optræder dødningehoveder som erstatning for blomster, et kontrast skabende virkemiddel om frugtbarhed og liv, der viser sin modpol og et humoristisk pust i et materiale, vi ofte forbinder med noget forfinet og pænt.

Med døden på tapetet skaber hendes værker en reference til barokkens tema om livets forgængelighed, skrøbelighed og forfald – en symbolik, der samtidig understreger netop glassets materialitet, hvor det forfinende kan være få sekunder fra ødelæggelse.

Kontraster og fortællinger optræder sådan i skulpturer, der både tiltrækker og udfordrer os med en utilsløret femininitet, fantasi og harmonisk formforståelse. Kitch og god smag mødes her i en dans, der sætter nye trin for figurativ glaskunst.”

Karen har et glaspusteri i idylliske Ebeltoft sammen med Ned Cantrell og hun har mange udstillinger bag sig i både ind- og udland. Dertil har hun modtaget flere legater og priser og er medlem af Prokk – Foreningen for professionelle kunstnere og kunsthåndværkere.

Se og læs mere på hendes hjemmeside her: www.nyholmcantrell.dk